tirsdag den 7. januar 2014

Sæbebehandling af gulve - hvorfor og hvordan?

Noget af det vi får rigtig mange spørgsmål om både i butikken, på nettet og på telefonen er "Hvad skal jeg gøre ved mine gulve?".

Det kender vi naturligvis ikke svaret på, da vi ikke ved hvad du som kunde forventer. Mange kunder forventer et smukt ny-lagt gulv holder sig i 10 år uden slidmærker etc. efter at en familie på 4 + div. husdyr, fester, arrangementer og legeaftaler har brugt gulvet dagligt. Kan du høre hvordan det lyder? Så vidt vi ved, har vi endnu ikke lært at gå på væggene. Et gulv vil blive SLIDT uanset hvad du end gør. Det er et spørgsmål om hvordan sliddet og vedligeholdelsen skal være ...

Som udgangspunkt anbefaler vi altid lud/sæbebehandling, da det traditionelt er det vi altid har gjort her i Danmark, det er nemt, billigt og ufatteligt holdbart. Du får, når det er gjort rigtigt, en utrolig hård og MEGET slidstærk overflade. Men det kræver at der her er tale om et nyt eller ny slebet gulv.

Her har du hvordan du skal gøre, men - og det er et stort MEN, er dit gulv blevet ludbehandlet tidligere, skal du ikke ludbehandle igen, da du risikerer at gulvet bliver grønt, og det får du ALDRIG af igen.

Når gulvet er ludbehandlet er det vigtigt at træet mættes med sæbe, dette kan gøres med sæbespåner

Sæbespånerne  gør gulvet lysere med tiden, her kan du opnå en hurtigere effekt ved at tilsætte titanhvid til din sæbe,

Selve sæbebehandlingen foretages direkte efter at du har ludbehandlet dit gulv, og gulvet endnu ikke er taget i brug.

Du skal først afvaske gulvet for det overskydende lud (læs hvordan på vores lud), derefter skal du blande en tyk grød af sæbevand (læs opskriften på vores sæbespåner), denne skurer du gulvet med. Det er på den gammeldags måde, ned på knæ og i gang, det går ikke med en moppe, en plastskurerbørste eller andet, det bedste resultat opnår du ved at skurer med en gammeldags skurebørste med MEGET stive børster.

Dette skal du gøre 4-6 gange før du begynder at tage gulvet i brug.

Ved at ludbehandle og efterfølgende sæbebehandle sæbebehandle dit gulv opnår du et tyndt lag af kalksten på dit gulv - du kan ikke se eller føle det, det er et tyndt beskyttende lag, der går i forbindelse med dit gulv.

Når du først har gjort dette arbejde, får du et MEGET slidtstærkt gulv, og også et MEGET smukt gulv, som for vores familiens vedkommende har kunnet holde i mere end 20 år til 4 personer, 2 katte, en flæskesteg tabt på gulvet, og hvad der ellers hører sig til, når man er en travl familie, der går/løber ind og ud af huset hele tiden.

Det almindelig vedligehold af gulvet du netop har lud-/sæbebehandlet er almindelig gulvvask, her kan du godt bruge moppe, plastskurerbørste eller hvad du nu har. Vi anbefaler altid en meget fed sæbe til trægulve, da træet har det bedst med det, så derfor enten fortsætter du med sæbespånerne, nu i en meget tyndere opløsning eller også vores linoliesæbe.

NB! Trægulve har ikke godt at alt for varmt vand, det får tæet til at "rejse" sig, og det kommer til at tage imod for meget vand, derfor altid lunket vand, når du vasker gulv.

Tips! Ønsker du at gulvet skal fremstå mere hvidt kan du tilsætte titanhvid (pigment) til din sæbe, men først efter at du er færdig med at sæbebehandle dit gulv.

Opskrifterne finder du på vores produkter.

lørdag den 13. juli 2013

Hvorfor skal det med telefoner være så svært?

Vi, der har noget så gammeldags som en butik, hvor kunderne kommer fysisk og besøger dig, er ved at være en sjældenhed.

Dog er det ved at være en større irritation både for vores kunder og os selv, at kunder, der ringer ikke kan forstå hvorfor der ikke bliver svaret.

Når man ringer til os, er det vigtigt at man er klar over at vi til enhver tid til prioritere at servicere og hjælpe kunder der rent fysisk dukker op i vores butik, fremfor kunder der ringer.

Vi håber, at dette giver mening for jer - for det gør det for os.

God sommer til jer.

tirsdag den 19. februar 2013


Hvorfor maling fra Tibberup Høkeren?


Tibberup Høkeren fører fortrinsvis kun det oprindelige.

Derfor er vores linolie maling fremstillet af ægte olierevet pasta. Og naturligvis kan vore kunder derfor stole på at få samme tone og kvalitet hver gang. Vi fører de traditionelle farver hvid, engelsk rød, port grøn og sort.

Ønsker man at male sine vægge eller lofter som før i tiden, kan vi anbefale vores helt egen Natur Tempera; en linolie forstærket limfarve, fremstillet uden brug af kemiske tilsætningsstoffer af nogen art. Den tørrer "død" mat op og fortyndes med vand.

Ud over de oven for nævnte malings typer finder man på hylderne i butikken desuden håndgjorte pensler og andet maler værktøj, ægte pigmenter, tjæreolie (trætjære, linolie og vegetabilsk terpentin), vegetabilsk terpentin, gammeldags olielak, fernis, linolie med og uden fungicid, kit, kridt og meget, meget mere.

Hvem siger, det er kedeligt at male?

Det er bare at komme i gang. Men pas på, det kan være endog stærkt vanedannende!

På gensyn i butikken. Vi kan desværre ikke sende vores malervarer med posten rundt i landet.

fredag den 19. oktober 2012

Efteråret er kommet - og vinteren er godt på vej!

Vi har allerede haft den første nattefrost selvom termometeret lige nu nærmer sig de 20 grader - lidt usædvanligt i oktober måned.

Vi vil dog godt lige minde jer alle om at det i 2012 har været rigtig vådt og at træ ikke lige tørrer bare fordi der er sol i nogle time midt på dagen. Derfor kan og vil vi ikke anbefale dig at gå i gang med større udendørs malings projekter på denne tid af året.

Linoliemaling kræver nemlig ikke kun tørke og varme, men også sollys for at kunne hærde op, og netop sollyset er der ikke specielt meget af på denne tid af året.

Vi siger derfor til kunderne i butikken, lad nu vær med at gå i gang nu, det vil aldrig kunne hærde ordenligt op, og så skal du bare gøre arbejdet dobbelt. Tag den med ro og mal til næste år, efter en længere periode med tør-vejr og lav luftfugtighed.

Det er nu tiden er kommet til at gå indedøre og begynde på vedligholdet her. Her har vi masser af mulighed for at kunne hjælpe.

God arbejdslyst også i det lune efterårsvejr.

onsdag den 3. oktober 2012

Hvorfor er det så svært at opføre sig ordentligt?

Efter at have haft butik i snart 10 år, og have betjent 1000-vis af kunder, må jeg sige ... Det undre mig at selv hvad jeg må betegne som voksne mennesker ikke er i stand til at opføre sig ordentligt.

Vi har i butikken nogle meget store vinduer som vi selvfølgelig bruger til at præsentere varer i. Dagligt kommer der kunder ind i butikken som "bader" rundt i vinduerne og splitter det hele ad - det er måske os, der er lidt fint-følende - men underligt er det.

Hundeejere og folk med barnevogne og klapvogne tager det oftest også for givet at man bare kan slæbe det hele med ind i butikken til trods for at butikken kan være fuld af mange andre kunder. Lidt underligt at man ikke kan efterlade barne- og klapvogn udenfor. Hvorfor ikke det? Hundene skulle vi nok have en krog til udenfor - så vil det hjælpe lidt, men alligevel - man kan vel i det mindste spørge?

Så er der måder at se på ting og sager på. Nogle er heldigvis meget begejstret og lader der begejstring smitte af på alle andre - tak for det. Vi tager det som tegn på at vi har ramt rigtigt. Men så er der alle dem der forarges over at tingene koster det de koster. Vi sætter en dyd i at fortælle at vores sortiment for største dels vedkommende kommer fra Vesteuropa, hvilket betyder voksen løn til dem der producere varer til os ...

Men så skal man med foragt gøre opmærksom på at tingene sandelig er dyre og nærmest smide dem på plads. Det kan da sagtes være at tingene koster noget mere end hvad man er parat til at betale - fred være med det, men hvorfor skal man foragte det der findes i butikken? Jeg forstår det ganske simpelt ikke.

Men til alle jer, der altid kommer med positive tilkendegivelser - bliv endelig ved med det. Vi er så glade for at I kommer og kigger forbi - ligesom vi sætter stor pris på at I kan lide det vi har skaffet hjem til jer.

Vel mødt i butikken både i Helsingør og på nettet - vi glæder os til at hilse på jer

mandag den 24. september 2012

Kom til Helsingør på fredag

Nu på fredag er det rigtig hyggeligt at tage en aftentur til Helsingør. Hele byen står på den anden ende, da Kulturnatten er over os.

Vi deltog for første gang sidste år, og syntes det var det hele værd. En rigtig god stemning, masser af søde kunder og besøg helt frem til lukketid kl. 22 - stor var vores overraskelse, og der var bred enighed om, at det var ikke sidste gang vi deltog.

Derfor er vi igen i butikken på fredag helt frem til kl 22, så selvom du kommer et stykke vej fra Helsingør, så burde du have mulighed for at kunne nå forbi. Er du i bil, skal du nok ikke kører ind i bymidten, da der er fyldt med mennesker, så sæt bilen lige udenfor centrum, og gå en tur gennem byen, der virkelig summer af liv denne aften.

Kom til Helsingør, og få en rigtig hyggelig oplevelse - det gælder forøvrigt for hele famlien.

Håber vi ses på fredag.

søndag den 16. september 2012

Sommeren er ved at gå på held

Nu er det sikkert og vist at efteråret er kommet. Det er koldt og mørkt om morgenen - og bladene er så småt ved at ændre farve. Det er faktisk en meget smuk årstid, der giver alle mulige farver.

Lige nu kan du nyde de dejlige friske danske æbler, og du kan gå på rov efter de lækreste brombær, bare du holder dig på afstand af de trafikkerede veje. Jeg har selv allerede fået et par glas med råsyltet bær og æbler på køl.

Høkeren har vi også travlt med. Efter vores ferie til Marseille er vi nu klar til at introducerer vores sæbe importeret direkte fra sydfrankrig fra det eneste nuværende sæbekogeri, der producerer i selve Marseille by. Det glæder vi også rigtig meget til. Selve introduktionen sker fredag den 28. september - hvor vi holder Kulturaften i Helsingør. Vi glæder os til at se jeres reaktion.

Ligeledes vil vi forsøge at få nogle lækre skjorter i 100% bomuld hjem til jer. Et lille skrædderi i Irland syr nogle helt fantastiske bondeskjorter i flere forskellige stoffer. Vi forsøger os her til en start med 3 forskellige slags, så ser vi hvad I synes, og tager den derfra.

Le Laboureur har I alle taget rigtig godt i mod, og vi fortsætter med dette mærke. Her udvidder vi i efteråret/vinteren med en hel-ulden jakke som bare bliver en del af dig, når du først begynder at gå med den.

Til sidst vil vi meget gerne appelere til at I som har købt eller handlet hos os, vil have ulejlighed med at anbefale os på Trustpilot, det vil gøre det lettere for nye kunder, at finde os, og nyde godt af vores service.

Husk at vi som altid holder lukket i efterårsferien i uge 42 - fra mandag den 15. til fredag den 19. oktober.

Hvis du er i Helsingør den 28. september - husk vi har åbent til kl. 22 denne fredag!

Vi glæder os til at se jer.